Maria på sydhavsøerne

Af John Wahl (vision-mission nr. 40 dec. 09)

Maria Larsen (22 år) har skiftet storbyen ud med mere eksotiske himmelstrøg - hun er flyttet til Nakskov på ’sydhavsøerne’. Jeg har stillet Maria nogle spørgsmål og hør her hendes historie om, hvordan det gik til.

Dit møde med Frelsens Hær... hvordan gik det til og hvad oplevede du?
Første gang jeg oplevede Frelsens Hær var som 10-årig til en lørdagscafe i Valby korps. Min mor havde været der et par gange før og spurgte en dag om jeg ikke ville med. Det ville jeg gerne. Netop den lørdag skulle børnegospel synge. Efter cafeen gik jeg op og spurgte May-Britt Rose, som dengang var leder for børnegospel, om jeg måtte være med. Det måtte jeg gerne og ugen efter kom jeg til øvelse for første gang. Den gang var vi ca 8 børn i koret.

Et år senere overtog Ulla Larsen børnegospel og konceptet blev ændret fra at synge til klavermusik til at synge til playback, og der kom nogle flere børn til. Da jeg var 16 år begyndte jeg at være dirigent for koret. Jeg har dirigeret Valby børnegospel lige indtil jeg flyttede til Nakskov, dog med nogle fantastiske assistenter engang imellem. Børnegospel i Valby har nu ca. 40 medlemmer.

Din oplevelse af, at Gud kalder dig til sig - og konsekvenserne!
Gud kaldte mig under kongressen 2008, til det afsluttende møde i Templet. Jeg havde arbejdet som guide i Bulgarien i løbet af sommeren, og stod til at skulle bruge min vinter på Lanzarote. Men jeg var lige hjemme en måneds tid imellem de to destinationer. Jeg havde været ude og spise brunch med en veninde om formiddagen, og da hun skulle hjem, besluttede jeg mig for at tage til afslutningsmødet om eftermiddagen.

Jeg husker ikke, hvad der blev talt om, men jeg husker, at det var Birgitte Brekke der talte, da det skete. Midt under hendes tale bliver jeg ramt af noget jeg ikke vidste hvad var. Jeg begyndte at græde, men ikke fordi jeg var ulykkelig. Jeg følte at der var nogen/noget, der fortalte mig at jeg skulle blive i DK og ikke tage af sted som guide om vinteren. Resten af mødet var jeg meget forvirret, og jeg er slet ikke klar over, hvad der skete inden i mig. Jeg kunne slet ikke stoppe med at græde.

Det er nu gået op for mig, at det selv-følgelig var Helligånden. Bag ved mig i salen sidder en ældre dame, jeg ved ikke hvem det var, men på et tidspunkt siger hun til mig : ”Sig ja, sig nu ja”. Hun må have set min kamp.

Hele resten af dagen og aftenen er jeg meget forvirret og jeg kan slet ikke forstå, hvad det er der er sket. Men da jeg kommer hjem, beslutter jeg mig for at ringe til Lone Hertz, og hun inviterer mig til at komme og spise middag hos sig næste dag.

Dagen efter, da jeg på cykel er på vej hjem til Lone, går det op for mig, at jeg skal være soldat i Frelsens Hær, og da jeg går ind ad døren hos Lone er jeg meget afklaret. Og en lille måned efter går jeg i gang med min soldaterundervisning.

I december måned fortæller jeg Liv, Valbys daværende korpsleder, at jeg føler mig kaldet til officersskab. Og jeg bliver meget overrasket da hun bare siger ja og går i gang med at hjælpe mig på vej. Jeg nævner også for hende at jeg godt kunne tænke mig et år som korpsassistent inden jeg evt skal på kadetskole, så jeg kan opleve hvad det er jeg går ind til. På det tidspunkt er jeg endnu ikke indviet til soldat, så tingene er gået meget hurtigt.

Jeg bliver indviet til soldat d. 8. februar 2009 i Valby korps og 1. marts får jeg at vide, at jeg kan blive korpsassistent i Nakskov.

Nakskov - here I come -
hvad oplever du der, og hvordan er det at bo i en mindre provinsby?

Første august flytter jeg så til Nakskov, hvilket bliver lidt af en omvæltning. Det er meget underligt at komme fra et stort korps som Valby til et lille korps som Nakskov hvor vi sjældent sidder mere end 15 personer til et møde. Møderne foregår også på en lidt anden måde end jeg er vandt til. I Nakskov har vi ingen hornmusik og intet sangkor, til gengæld afbryder man gerne og stiller spørgsmål under talerne, det har jeg aldrig før oplevet i Valby.

Det er også noget af en forandring lige pludselig at være flyttet til provinsen. Nakskov har fx kun en enkelt cafe, den lukker kl. 17 hver dag, og udover det så holder den også lukket om søndagen. Det er ikke ligefrem københavnske standarder. Det er også svært ikke lige at kunne ringe til veninderne og spørge om de kommer over og ser film på en almindelig hverdagsaften, men det er alt sammen noget man vender sig til.

Men jeg keder mig bestemt ikke i Nakskov. Siden 1. august har jeg startet et børnekor op, genstartet småbørns rytmik og lavet et lovsangsband. Derudover er jeg bl.a. med til at arrangere børnekirke en gang om måneden og medhjælper i familieværkstedet. Så det er ikke opgaver jeg mangler.

Fremtiden !!
Hvad fremtiden bringer ved jeg af gode grunde ikke endnu, det ved kun Gud. Men jeg stoler på, at Herren kan bruge dem, der ønsker at tjene Ham. I første omgang glæder jeg mig til sommer hvor jeg skal være deltager i World Youth Convention. Det bliver super fedt at møde en masse andre unge fra Frelsens Hær i hele verden og opleve at selvom vi bor i forskellige tidszoner så har vi et fælles mål, nemlig at vinde mennesker for Kristus.

Jeg kan ikke forstille mig at lave andet end at tjene Gud, og der er heller ikke noget bedre end at være der hvor Gud ønsker at man skal være. Derfor har jeg søgt ind på officersskolen, så kan jeg gøre det jeg er kaldet til på fuld tid.